De psykiske, fysiske og økonomiske konsekvenser af vold, voldtægt og terror kan være fuldstændigt ødelæggende og for mange varer de livet ud. Antallet af anmeldte voldtægter er næsten tredoblet siden 2015. Antallet af anmeldte voldsepisoder er også steget kraftigt i samme periode. I 2019 blev der i Danmark gennemsnitligt anmeldt 75 voldsepisoder dagligt. Det er mange! Det er vigtigt at huske på, at der bag hvert tal er et menneske – og mange pårørende – som er dybt mærket. Her kan du læse historierne fra tre ofre. De har alle har det til fælles, at de ikke havde ret til at forsvare sig selv effektivt:
Nanna Skovmand blev umotiveret overfaldet af fire unge mænd julenat 2014. Et år efter fortæller hun, hvordan det er at leve videre som voldsoffer.
Fra BT: Husker du overfaldet på Nanna julenat? Et år senere er intet helt, som det burde være:
“Da hun røg ned på brostenene, blev det menneske, hun havde fået bygget op, og som hun gerne ville være, knust og revet fra hinanden. Siden har hun forsøgt at samle stumperne sammen igen. Finde stykker, hun stadig kan genkende sig selv i. Men det er svært. PTSD, angstanfald og senest en depression har sløret hendes syn på sig selv og omverden. Men hun vil ikke give op, hun vil fortsætte med at kæmpe. Både for sig selv, sin familie, kæresten – og for alle de andre, der har været udsat for det samme, men som måske ikke tør tale om det. Det at ligge der på brostenene og vente på, at nogen kom hende og kæresten til undsætning, er noget af det, hun et år efter husker klarest. Følelserne kan hun også genkalde. De dukker op igen, når hun går hjem efter mørkets frembrud. Især her i december. Fryser hun, husker hun kulden fra den nat. Og hun bryder sig ikke om, hvis folk går for tæt bag ved hende. Hun skal helst vide, hvor langt der er til personen bagved hende – eller til bussen. For pludselige lyde kan hun ikke overskue. … Nogle gange kan hun græde en hel dag. Da hun forleden stod op og mødte på arbejde på sin elevplads, var det med tårene løbene ned ad kinderne. Uden at vide hvorfor, de var dukket op. Før overfaldet var hun altid den, der omfavnede andre. Nu er det hende, der skal omfavnes. Hun stoler ikke på andre mennesker mere. Hvor hun før mødte andre med optimisme, er det nu med skepsis. Hun føler sig tit træt. Og som en dårlig kæreste. Kærlighed og kys kan være svære at rumme, de dage hun er mest trist. Heller ikke selvom hun elsker sin kæreste mere end noget andet. Hendes hoved føles overstimuleret, og hun har ikke længere et filter, så alle lyde, lugte og indtryk fylder ti gange mere, end det gjorde før. Hver dag kæmper hun for at blive det menneske, hun havde brugt sit liv op til overfaldet på at opbygge. Hun var glad for det menneske, hun var. Følte, at hun var på sin rette hylde. Nu føler hun sig ødelagt.”
De fire mænd kunne roligt overfalde Nanna Skovmand. De ved jo, at danskerne ikke har ret til at forsvare sig effektivt. Er din besked til Nanna Skovmand: “Det er bedst, du ikke kan forsvare dig selv”?
Chloe blev voldtaget i 2013. Fem år efter, i 2018, gav hun et interview til The Guardian, hvor hun fortæller om overfaldet og hvordan det har påvirket hendes liv derefter. Som det fremgår af videoen, er hun stadigvæk fem år efter voldtægten stærkt påvirket af oplevelsen. Hun fortæller: “Det ødelagde mig i virkelig lang tid. Jeg var netop blevet mor. Men jeg kunne ikke være den mor jeg gerne ville være, fordi jeg var så ramt. Jeg tror at voldtægten har ramt relationen mellem min søn og mig ligeså meget, som den har ramt mig”. Advarsel: stærke billeder!:
Forestil dig, at dette overgår én, du holder af: Som Chloe fortæller, så har en voldtægt mange ofre. Familie og venner rammes af vrede, skyldfølelse og den store sorg der er forbundet med ikke at kunne trøste offeret. Relationer i selv den nærmeste familie kan blive ødelagt, fordi offeret ikke er i stand til at håndtere rollen som mor, partner, datter eller veninde. Antallet af anmeldte voldtægter i Danmark er næsten tredoblet siden Data fra samtlige amerikanske kommuner fra årene 1977-2005 viser, at for hvert år det er muligt for borgerne i et område at bevæbne sig til at forsvare sig selv og andre, daler risikoen for drab med 3 procent og for voldtægt og røveri med 2 procent. Mænd har siden tidernes morgen været kvinder fysisk overlejne og alt for ofte bliver kvinder ofre, fordi de ikke har ret til at forsvare sig effektivt. Kønnenes forskel i fysisk magt, og dermed mange overgreb, kan stoppes ved at give kvinderne ret til at bære skydevåben til at forsvare sig selv og andre. Som den berømte våbensmed John Colt sagde: “Gud skabte manden og kvinden. Løjtnant Colt gjorde dem lige.” Det er ikke uden grund, at pistoler til selvforsvar kaldes “Den store ligestiller”. Holder kvindesagsforkæmpere stadig fast i, at kvinder ikke skal have ret til at kunne forsvare sig effektivt? Er det vigtigere at afvæbne befolkningen, end at kvinder, handikappede, ældre og alle andre kan få ret til at kunne forsvare sig på lige linje med alle andre?
“Jeg ville ønske, jeg kunne hjælpe”, fortæller Daria Vlasova, en overlevende fra terrorangrebet på koncertstedet Bataclan i Paris, 2015. Men det kunne hverken hun eller nogen anden, for i Frankrig er det ligesom i Danmark ulovligt at bevæbne sig til selvforsvar. 89 mennesker blev dræbt på Bataclan den aftan. Terroristerne kunne trygt gå rundt og torturere og mishandle de blødende, grædende og døende ofre på helt ekstremt bestialsk vis: “Folk fik skåret hovedet af, nogle blev skåret op og fik trukket sine indvolde ud. Der var tegn på seksuelle overgreb mod kvinder og knivstik i genitalierne. Hvis ikke jeg husker forkert, var der også nogen, som fik taget deres øjne ud”, fortæller et vidne. Er det bedst, at lovlydige borgere ikke kan få lov at uddanne sig på pistol og bære den i en verden, hvor kriminelle og terrorister altid kan bevæbne sig, hvis de vil? Tænk, hvor mange liv der kunne være blevet reddet, hvis bare et par stykker på Bataclan, Utøya, Charlie Hebdo, i Orlando eller Mumbay, havde været bevæbnet. Desværre kunne Daria Vlasova ikke hjælpe: